Realistisk Tankegang

Jeg er søster, datter, studerende, kollegianer og sikkert også mange andre ting, men nu også kæreste.

Nu er det officielt FantasitskRealist er blevet kæreste. Det er lidt underligt, at det er officielt, især fordi det har vist sig, at folk mener vi er kærester, det er blot ham og jeg der manglede at få sat label på. Det ændrer egentlig ingenting andet end vi nu kan kalde hinanden for kærester.

Inden vi blev det, synes jeg det jeg var en mægtig god idé. Det synes jeg stadig, men det bliver så underligt, når jeg første gang skal sige til en: “Min kæreste … “. Det runger forkert i mit hoved. Jeg tror det handler om tilvending, men nu har jeg så mange gange sagt til folk: “Vi er ikke kærester”, så det virker lidt åndssvagt.

Men jeg glæder mig til at se, hvor dette kæresteforhold bærer henad. Jeg føler det er blevet lidt mere seriøst, men det er det jo ikke. Det er bare mig der er lidt åndssvag.

Det bliver mærkeligt på mandag. Jeg skal se ham her, som jeg har haft et godt øje til i alt for mange år, og som jeg hyggede mig lidt med i sommers - meget lidt. I vinters fortalte han mig, at han håbede på vi fik det afsluttet. Sidst jeg var sammen med ham, ville han rigtig gerne mere - det ville jeg også. Men var fornuftig tænkende og afviste, for det var ikke noget jeg skulle. Jeg kan jo ikke med en der ikke er min kæreste.

Så har jeg gået og tænkt over det i 2 uger nu. Og gu hvor jeg bare gerne vil rive tøjet af ham. Han vækker bare et eller andet i mig, der bare er alt for rart til at sige nej til. Så nu skal vi ENDELIG ses igen på mandag. Jeg aner ikke om, der kommer til at ske noget, eller om han har droppet at prøve på noget. Jeg kan ikke selv tage initiativet, når det kommer til ham. Men hold kæft hvor jeg ikke håber, at jeg afviste ham for meget sidst. Det bliver spændende at se, hvad der sker efter sidste gang. Jeg håber bare, der sker meget mere end nogle andre gange. Damn han er fræk.
Og det er indlæg skal selvfølgelig SLET IKKE citeres.

Senmodernitet mig her og senmodernitet mig der! Jeg er har samfundsfag på A. Derfor ved jeg også noget om sociologi det senmoderne samfund og ikke mindst det senmoderne individ. Nogle gange føler jeg at bøgerne beskriver mig! Og nu vil jeg gerne fortælle jer hvordan.

Jeg elsker at være et senmoderne individ. Jeg kan godt lide at være lidt egocentreret og tænke på mig selv og mine følelser. Tanken om alle valgmulighederne, der bare står og venter på mig, det er en utrolig frisættende tanke. Jeg elsker det. Jeg elsker at være ung, og det er super fedt. Jeg føler helt klart jeg former mit eget liv, især fordi jeg har forældre der ikke forventer andet, end at jeg bliver glad og tilfreds. Det gør at jeg har enormt mange muligheder for at skabe det liv, jeg gerne vil have, og ikke det liv mine forældre forventer af mig.

Men der er også en bagside af det her enormt frie liv, som de fleste af os unge lever i dag. Jeg føler jeg er løbet ind i en mur, hvor jeg ikke kan overskue konsekvensen af alle de frie valg jeg har. Jeg kan i princippet vælge og vrage (overdrivelse fremmer forståelsen). Jeg tænker og tænker, vender og drejer konsekvenser og muligheder og kommer blot frem til, at det er for uoverskueligt og derfor står jeg i stedet i stampe. Jeg undlader at vælge. Jeg kan ikke overskue fravalgene. Og hvad hvis jeg vælger forkert? Hvis skyld er det så? Jo så er det min! Helt alene min. Man kan ikke bare trykke tilbage og få det hele tilbage. I stedet prøver jeg nu bare at gribe fat i alt det jeg nu kan. Jeg er også bange for bare at blive alene og ensom. Men en eller anden dag bliver jeg nødt til at vælge og den dag kan jeg slet ikke overskue, dog tærer det enormt meget på mig, når jeg har det sådan her.

Det er lidt ligesom at vælge mellem pest eller kolera, samtidig er jeg egentlig rimelig sikker på, at uanset hvilke valg jeg tager, skal det nok blive godt. Men det er lidt som et ultimatum. Men hvad nu hvis jeg ikke er tilfreds med nogle af valgene? Hvorfor så bare ikke blive i denne situation, hvor jeg ikke rigtig har kontrol over hvad der sker? Jeg kan bare ikke klare ikke at have kontrol. Jeg er en kontrolfreak!! Jeg glæder mig bare til efter sommeren. Der giver valgene sig selv. Men der er bare 6 mdr. til. Det kan jeg jo ikke vente på!

Jeg er åbenbart en eftertragtet pige, men det gør mig bare endnu mere i tvivl om tingenes tilstand. Fedt at man kan være single og så sværmer fyrene allerede. Men stop nu. Giv mig noget tid og noget ro.

Lækkert at have ferie så man kan sove det hele væk!

Jeg føler mig som en rigtig teenager, sjovt nok så er jeg en teenager. Men jeg føler der sværmer tusindvis af tanker rundt i mit hoved. Hvis de alle så bare var enige, så ville det være fint. Sådan er det dog ikke. De er modsatrettede.

Jeg har en kæreste, som I sjovt nok har opdaget efterhånden. Problemet er, at jeg ikke kan finde ud af det. Har jeg følelser for ham? Er vi bare venner eller hvad fanden er det? Vi skændes meget. Jeg føler mig ofte sur. Vi prøver at løse det, og det går faktisk rigtig godt med det. Men nu er det bare et nyt spørgsmål, der har indprintet sig. Er han egentlig blot en rigtig god ven?!

Hvornår ved man at ens kæreste er blevet mere en god ven end en kæreste?

Jeg hader at være i tvivl, når det angår vores forhold, for der er ingen tvivl om, at han er en rigtig dejlig fyr og rummer mange gode kæresteegenskaber. Jeg kan ikke klare tanken om at skulle gå fra ham. Det er for stort, men jeg synes måske bare heller ikke, der er den store grund til at holde ham for nar?! Det gør jeg vel egentlig nok heller ikke, måske holder jeg mig selv for nar?!

Inden jeg mødte min kæreste, besluttede jeg mig for at tage en pause fra fyre. Jeg følte lidt at jeg brugte dem til at gemme mig og ikke indse, hvad jeg virkelig havde behov for. Det var så nemt bare at gå fra en  fyr til en anden - og så glemme hvad det egentlig virkelig var, man ville.

Så mødte jeg min kæreste, og jeg følte de første par måneder, at nu havde jeg det, jeg egentlig ville, men det går nu gang på gang op for mig, at jeg måske stadig gemmer mig i vores forhold for ikke at indse, at det slet ikke er det her jeg vil. Jeg bliver sindssyg!!

Velkommen til en ny og forbedret mig ;) Haha gid det var sådan. Velkommen til en forvirret ung kvindes blog. WTF?! Hvad er det jeg laver?! Jeg har så mange følelser i mig. Mit forhold går slet ikke. Kender I det, at I ikke har lyst til at være det foruden alligevel? Især fordi jeg tror slet ikke, at han har set det komme.
På den anden side kan jeg slet ikke vente til at komme ud på den anden side. Okay, måske lidt groft sagt, for det har ikke været et fængsel. Men jeg er bare ikke så god til det der monogami. Jeg tror ikke på det, og jeg er stor modstander af utroskab, selvom jeg også har prøvet at vær. Ja selv den bedste kan fejle ;).

Jeg har nye projekter der venter derude. Jeg bliver snart student. Jeg skal ud at opleve verden og livet helt alene. Stå på egne ben og blive kaldt Palle (fordi jeg er alene i verden). Jeg glæder mig. Det er umådeligt skræmmende, men jeg har så meget mod på det, at det også er skræmmende. Jeg pakker lige sportstasken smider et par tusinde hos en eller anden ekspert, som så lige giver mig en billet some where, hvor det lige kan række til. Og så skal jeg ud at skabe mig mit eget liv.

Sådan er det jo ikke i realiteten. Jeg føler mig flyveklar og især efter igår.. Nu kan jeg i hvert fald indrette mit køkken med alle mine gaver. Jeg glæder mig så meget til at opleve livet på egen hånd og bo alene. Jeg skal have mit eget sted, hvor jeg bestemmer, hvem der må komme ind og hvem der ikke. Og hvordan der skal se ud og sådan noget.

Det kilder helt i min mave. Jeg skal være voksen og selvstændig. Jeg skal være mig og KUN mig. Jeg skal på universitet og blive klog. Og min indre politiker må nok også snart komme ud.
Jeg sidder helt og smiler ved tanken om alt det her. Jeg aner ikke hvad der sker efter jeg har fået huen til sommer, men jeg ved, at jeg nok skal klare den. Fuck livet bliver fedt. Fuck livet ER fedt! Iiiih altså.. Jeg vil danse. Jeg vil hoppe.. For mit i al min tvivl og midt i alle mine spekulationer. Så er jeg bare så jublende lykkelig.

Jaja overskriften passer ikke, men jeg gider ikke lave dem om. Glædelig jul folkens. .Godt nytår og alt det der. :D

Jeg var inde på siden i går for at fortælle jer om min aften, men jeg kom kun til kontrolpanelet, så lukkede jeg ned igen. Jeg havde ikke på det tidspunkt ikke nået at reagere overfor det, en person fortalte mig i går. Nu er jeg lige vågnet, og det viser sig, at denne kære person har været i min drøm hele natten. Han har ikke haft en aktiv rolle i drømmen. Han har bare været der. Argh!!

Nu sidder jeg her og er irriteret, måske også en lige smule hvad. Jeg sidder tilbage med følelsen: “Hvad fanden bilder du dig dog ind?” Og det er et rigtig godt spørgsmål. Da jeg han fortalte mig det i går, var jeg sådan: “Nå ja jo, det kan jeg måske godt se.” Jeg skulle i stedet have sagt: “luk r****”

Omkring da jeg mødte min nuværende kæreste i sommers, havde jeg et godt øje til denne her fyr. Vi nåede kun og kysse, og så var romancen færdig, for jeg havde mødt min kæreste. Altså lad os bare sige det har været uafsluttet siden. I dag er vi venner bare, eller lad os bare kalde det bekendte, det er nok mere rigtig.

I går snakkede vi så for første gang om, hvad det var der skete i sommers. Det var dejligt at få sat ord på,. Det der ikke var så dejligt var, at han valgte at fortælle mig, at han håbede at vi kunne afslutte et engang. Fair nok!! Det må han godt synes, men jeg behøver ikke at vide det, for jeg har min dejlige kæreste. Og ja der var noget mellem ham den anden og jeg, i sommers, og måske er han stadig sød, men så sød er han altså bare heller ikke.

Så jeg ringede til min veninde i aftes og fortalte hende det, og sagde, jeg gerne ville have været den information foruden. Hun svarede bare: “Jamen du vidste det jo allerede.” Og hun har ret, men det var ikke blevet sagt højt.

Nu har jeg besluttet mig for ikke at være den søde pige længere, der retter mig ind og nikker, når folk fortæller mig sådanne dumme ting. Jeg tager derfor konsekvensen og sletter hans nr. Skriver han så og spørger hvorfor han ikke har hørt fra mig længe, får han beskeden om, at han sagde noget meget upassende, og jeg ikke synes det var fedt.

Slut med fortidens spøgelser!!

Nu er jeg efterhånden godt og grundigt træt af den mentalitet der er opstået om, at man kan sælge alt. Det handler ikke om, hvad man sælger, men hvor god man er til at sælge varen. Jeg er godt klar over, at dette ikke er et nyt fænomen, men det startede i små mængder, og nu er det hele blevet for meget.

Det startede med, at jeg begyndte at undre mig over tag-selv-bordet af jobs som telefonsælger. Er man i virkelig nød, kan man altid få et job, hvis man er villig til at lænkes fast til en telefon. Man skal bare kunne sælge kuglepenne, magasiner og andet ragelse. Hver gang jeg ser en annonce om et firma, der søger telefonsælgere, er min tanke altid: “Hvordan kan de blive ved med at mangle? De må virkelig kunne komme af med alle deres mærkelige ting!” Og det undrer mig. Hvordan kan en person tage telefonen og sige: “Ja tak bare send mig de kuglepenne. Her er mit kontonummer.” Det må virkelig handle om gode sælgere og ikke om varen.

Ja jeg har set masser af dokumenterer om, hvordan reklamerne og omverdenen kan manipulere med os, men jeg tillader alligevel at bilde mig selv ind, at jeg ikke kan manipuleres med. Det kan jeg jo nok i en vis grad, men jeg kan da slå fast, at jeg aldrig har købt kuglepenne af en telefonsælger. Måske det blot er, fordi mit nummer er hemmeligt, og jeg aldrig tilmelder mig nogen former for konkurrencer - netop for at undgå dumme telefonsælger, der spilder min tid.

Så er deres også de kære promoters som står på stationer eller andre steder, hvor der er godt befærdet. Dem har man vænnet sig til og bærer over med. Man ryster pænt på hovedet, hvis de spørger en om noget og iler hurtigt videre. Det var sådan en sælger, der i dag fik glasset til at flyde over hos mig, og som gjorde, at jeg ville hjem og skrive det her. Men hvad det var der præcist skete, vender jeg tilbage til senere.

For at glasset skal flyde over skal der jo mere til end dråben. Og mit glas er ligeså langsomt blevet fyldt op siden i fredags. Jeg gik ind i en butik for lige at skulle have en lille haps med på vejen, inden jeg skulle videre afsted på farten. Jeg beder om det jeg nu skal have, og ekspedienten kigger på mig og siger: “Du kan få to for tyve.” Jeg takker pænt nej, imens jeg tænker inden i mig selv: “Jamen jeg bad kun om en, så det er nok, fordi jeg kun vil have en. Jeg har set jeres skilt.” Men fuck det, jeg kom videre i mit liv.

Senere står jeg så og køber en fødselsdagsgave, da ekspedienten i denne forretning, jeg nu var i siger til mig: “Var det det hele? Hva med noget til dig selv?” Hvis jeg havde villet have noget til mig selv, havde jeg jo nok fundet det. Igen takker jeg bare pænt nej, og lover mig selv ikke at handle i butikken længere.

Jeg overlever weekenden og undgår butikker, men allerede tirsdag begynder det hele igen. Jeg ringer op i min bank for at få åbnet mit kort, jeg uheldigvis har fået spærret. Og efter åbningen får jeg smidt tilbud i hovedet om kassekrediter og mastercard. Og jeg som troede at banken i det mindste var et sted, hvor man selv bad om ydelserne. Da damen i røret hører, at jeg er lettere irriteret, får hun det til at lyde som om, at det bare var, fordi jeg skulle vide, muligheden var der. Men men det er kun lidt over et halvt år siden, at jeg fyldte 18 år og blev spammet med deres breve. Så mon ikke, jeg godt vidste det?!

Nu vil jeg skåne jer for det sidste eksempel jeg har, og i stedet vil jeg nå tilbage til promoteren på stationen. Jeg har aldrig brugt mig om dem, og de skal altid lige presse citronen en sidste gang, men så trækker de sig også.  Men i dag stopper en promotor en dame. Dame prøver at undvige ham, men han bliver ved flere gange. Indtil man kan høre hende hæve stemmen og sige: “Jeg er glad for mit telefonselskab!!!!!!!” Så lader han hende være.

Hvorfor har vi i Danmark fået en så klam en kultur inden for salg? Hvorfor tror vi alt kan sælges, og hvorfor lader vi alt blive solgt? Er der ikke grænser for hvad man kan sælge? Jeg er simpelthen så træt af denne materielle verden, og disse firmaer er bare nogle gribbe. Der sidder en eller anden syg chef bag, som vil score nogle fede penge hurtigt. Skriiid chef. Jeg ved godt det ikke er den stakkels telefonsælgers, promoters, ekspedients skyld, at denne er blevet påduttet at skulle gå sådan til folk, men jeg bryder mig ikke om det, og selvom der er mangel på job må man gerne overveje med sig selv, hva det er man går indtil. Så på en eller anden måde synes jeg alligevel, at det er sælgerens EGEN skyld.

Jeg er som regel et meget tålmodigt og høfligt menneske, når det kommer til fremmede mennesker, og jeg synes, man skal behandle folk med respekt. Men de behandler ikke også med respekt. De forstår ikke, at et nej er et nej. Så jeg har besluttet mig for at tage kampen op selv, og næste gang en promotor stalker mig eller en ekspedient bliver ved med at prøve at finde et tilbud der passer mig. Så beder jeg på det kraftigeste med et kæmpe snert af utilfredshed om at denne lukker røven. NU ER DET NOK!!! Hva med kun at sælge de ting der kan sælges, og lad resten ligge. Det ville skåne os alle.

Er I klar over, hvor stort et ansvar det er at være herre over sit eget liv? Vi er selv skyld i hvis vi er ulykkelige, men også når i er glade. Jeg synes det er svært, hvornår ved man, at man gør det rigtige? Jeg har et dejligt liv. Jeg har min skole, mine venner, mine veninder, min hobby, min dejlige kæreste og forhåbentlig også snart et job. Jeg har det fint. Men er jeg tilfreds? Kan man nogensinde blive tilfreds? Vil mere ikke bare have mere?

Jeg synes mit liv erlidt trivielt. Lad os kigge på en alm uge for mig. Mandag-fredag går jeg som regel i skole, og lørdag og søndag er min weekend. Efter skole mandag har jeg som regel for mig selv, tirsdag og torsdag udforsker jeg min hobby og i weekenden er jeg enten til fest eller sammen med min kæreste eller mine venner. Og sådan kører det bare. Jeg har det hele inkl. en dejlig familie. Jeg kan ikke pege på mere. Men hvorfor længes jeg efter noget mere, er det fordi mere vil have mere? Er jeg unormal, eller er jeg ganske normal?

Længes I andre også efter noget mere, selvom I har det hele, eller er jeg bare virkelig mærkelig?

Faktisk så er jeg lidt bange for jeg ikke kan elske. Eller jo jeg kan nok godt elske, men jeg ved ikke om, jeg kan lide at være elsket. Jeg har en kærest, der elsker mig utroligt højt. Jeg elsker også ham. Men jeg længes efter friheden, når jeg så tænker det ordentlig igennem er friheden INTET værd i forhold til min dejlige kæreste. Alligevel længes jeg.

Jeg er også lidt træt af alle de dersens venskaber. Jeg vil bare gerne være mig selv lidt. Hiv ikke i min arme, for det bliver bare en pligt at skulle pleje sine venskaber. Måske hænger alt det her sammen med, at jeg ikke har været ude at rejse i sommers? Jeg har ikke fået noget eventyr. Kan det være det. I need my adventure.